Betændelse ved visdomstænder
Der findes en lomme omkring den delvist frembrudte
visdomstand, hvor bakterier kan finde vækstbetingelser og forårsage
infektion, som viser sig ved rødme, hævelse smerte og indskrænket
mundåbning. Man kan godt behandle betændelsen midlertidigt,
men ofte vil den relevante behandling være fjernelse af visdomstanden.
Hvad sker der ved ikke at fjerne
en delvist frembrudt visdomstand?
Måske sker der ingenting, især hvis
tilstanden har bestået i mange år. I andre tilfælde dannes
en lomme mellem visdomstanden og anden molar. Lommen kan være arnested
for bakterier, som kan forårsage caries (huller) eller parodontose
(tandløsningssygdom) og give dårlig ånde. I sjældne
tilfælde kan det væv, som omgiver kronen på visdomstanden
udvikle en cyste, som er en væskefyldt sæk. Cyster i kæberne
er normalt ufarlige, men de bør opereres. Hvis en kæbecyste
får lov til at vokse, kan den langsomt og ubemærket udhule
store dele af kæberne, skubbe tænder ud af stilling mv.
Hvordan fjernes en visdomstand?
Tandlægen eller kæbekirurgen lægger
et snit og skubber tandkødet til side. Ofte må der fjernes
lidt af det dækkende kæbeben, og tit må tanden deles,
før den kan fjernes. Såret lukkes med et par sting. Det er
ikke altid så nemt, som det lyder, og det er op til den enkelte,
om operationen skal foretages hos den alment praktiserende tandlæge
eller hos en specialist. Mange tandlæger henviser de "svære"
visdomstænder til en specialist.
Hvordan har man det efter fjernelse
af en visdomstand?
De fleste har ondt. Dog ikke mere end at et godt
smertestillende middel kan tage det værste. Mange bliver hævede
i nogle dage. Hvis man har hårdt fysisk arbejde, bør man tage
en sygedag eller to aht. risiko for efterblødning.
Er der risiko for komplikationer?
Ja, det sker engang imellem, at den prop af størknet
blod som udfylder hullet (alveolen) i kæben efter tanden, som den
normale heling starter i, går i opløsning. Det er en meget
smertefuld tilstand, hvor smerten trækker op i øret. Den kaldes
en "smertefuld tør alveole" (alveolitis sicca dolorosa).
Tilstanden behandles ved skylning og ilægning af et lokalt desinficerende
og smertestillende stof i alveolen.
Det er meget vigtigt, at der foreligger et godt
røntgenbillede af visdomstanden, især i underkæben,
hvor man kan bedømme, om den store følenerve i kæben
har forbindelse til visdomstandens rod. Denne nerve sørger nemlig
også for følelsen i underlæben. Hvis man er meget uheldig,
så kan der ske påvirkning af denne nerves funktion med varierende
grad af soven, snurren eller følelsesløshed i underlæben.
Heldigvis er de fleste af sådanne føleforstyrrelser forbigående.
Tæller installeret 30.10.99