GLOBE
Som det sikkert er kendt for de fleste forældre (fra bl.a. Dragør Nyt) deltager Skolen ved Vierdiget i et internationalt miljøprojekt ved navn GLOBE.
GLOBE, som står for: Global Learning and Observations to Benefit the Environment er et internationalt undervisningsprogram, der har til formål at højne børns kendskab til det globale miljø.
Det startede i 1995 i USA, da den amerikanske vicepræsident Al Gore, som allerede inden han blev vicepræsident var meget interesseret i miljøproblemer, tog initiativet til projektet.
Efterhånden har Globe-projektet udviklet sig og flere og flere lande har tilsluttet sig. Der er på nuværende tidspunkt mere end 80 lande, der deltager i Globe-projektet.
I sommeren 1997 underskrev den danske undervisningsminister Ole Vig Jensen og den amerikanske ambassadør i Danmark Edward E. Elson en aftale om Danmarks deltagelse. Udgangspunktet var deltagelse af et mindre antal folkeskoler og gymnasier med udsigt til en senere udvidelse af antallet af Globe-skoler i Danmark. Skolen ved Vierdiget blev én af de udvalgte skoler.
Betingelserne for skolens deltagelse var - at Kommunens Forvaltning støttede op om projektet, - at skolen kunne indberette data via Internettet, og - at skolen havde en Globe-koordinator.
Formålet med Globe er at øge børns miljømæssige opmærksomhed, at bidrage til videnskabelig forståelse af naturvidenskabelige og miljømæssige problemer, og at hjælpe børn overalt på kloden med at opnå en højere faglig standard indenfor naturvidenskab. Dette opnås ved at lade børnene selv arbejde med forskningsdata og -sammenhænge, der indgår i miljøproblemernes lokale og globale karakter.
Børn over hele verden indsamler videnskabelige data, som via Internettet sendes til en fælles Globe-database. Videnskabsmænd på universiteterne i USA udtager og anvender dataene i deres forskning om jordens klima og dens miljømæssige tilstand, ligesom de sender dem videre ud til alle børn i hele verden, så de kan følge med i, hvordan klima og miljø arter sig både lokalt og globalt.
Ved at indsamle meget nøjagtige data, registrere dem og senere tyde de bearbejdede resultater udvikler børnene en videnskabelig arbejdsmetode og bevidsthed, og ved at arbejde konkret med forskningsresultaterne og elevaktiviteter indenfor fire forskellige delområder får de både en lokal og en global forståelse for miljøproblemer, samtidig med, at de selv er en del af projektet og derved ikke kun får en abstrakt - men også en konkret viden om miljøsammenhænge set i global perspektiv.
Hvert land har en Globe lande-koordinator, der refererer til landets undervisningsministerium. På hver Globe-skole findes der så et antal Globe-lærere, hvoraf den ene fungerer som skolens Globe-koordinator, der har den overordnede koordinerende funktion samt kontakter uden for skolen. Inden en skole kan gå i gang med at undervise og indberette data, skal skolens Globe-koordinator gennemgå et internationalt Globe-kursus, som så videreformidles til skolens øvrige Globe-lærere.
Globe er et meget omfattende projekt, der består af flere delemner med et detaljeret undervisningsmateriale på engelsk. Til de mindre klassetrin er det nødvendigt at oversætte og omarbejde materialet, så det passer bedre til danske undervisningstraditioner. Den internationale kommunikation foregår dog udelukkende på engelsk via Internettet, som er en integreret del af projektet, og derved vil Globe blive en naturlig del af engelsk-undervisningen.
Hver skole har sit eget observationsområde, som ligger rundt om skolen og dækker et areal på 15 x 15 km. Her foregår undervisningen indenfor 4 forskellige delområder:
Atmosfære/klima, som indbefatter aflæsning og artsbestemmelse af skydækket, regnmængde og dennes surhedsgrad, maximum/minimum temperatur samt snehøjde.
Vand, hvor der skal måles temperatur, sigtbarhed, surhedsgrad, og som skal undersøges for indhold af ilt, salt og nitrat, samt evnen til at lede elektricitet.
Jord her indsamler, måler og undersøger man vegetationen, jordprofiler, fugtighed og temperatur
Beplantning/Biologi er området, hvor man bl.a. beskæftiger sig med vegetation, biomassen og løvhænget.
Remote Sensing
Under sidstnævnte delområde er der for de større børn mulighed for at arbejde med Remote Sensing, som er billedbehandling af fly- og satellitfotos. Det kan f.eks. bruges til at analysere vegetationen, plantedækkets forandringer gennem året eller ændringer i kystlinjen under påvirkning fra havet.
Skolen får tilsendt et satellitfoto af området, der er taget fra landsatellitten. For at dette kan lade sig gøre er der dog først foretaget en GPS-måling af skolens beliggenhed.
En GPS (Geographic Positioning System) er et instrument, der anvendes til at positionsbestemme de områder, hvor man foretager de forskellige undersøgelser, for at alle globalt kan være sikre på, hvor området nøjagtigt ligger. Hver deltagende skoles beliggenhed med nøjagtig gengivelse af længde- og breddegrad er således indberettet. Skolen ved Vierdigets beliggenhed er målt til: længde 12.39.44 Ø og bredde 55.35.03 N.
Jonna Bjørnholt
Globe-koordinator
Skolen ved Vierdiget